søndag den 9. marts 2014

Forårsoprydning – fase 5: Indretning og vedligehold

Når du når denne fase, har du brugt en masse energi på at skille dig af med en masse af dine ting – tillykke – hvor er du sej! Vi er – i skrivende stund – endnu ikke nået til denne fase, men uha hvor jeg altså glæder mig til at gå og lege med indretning, farver og muligheder. Men – der er jo også nogle lidt mere praktiske ting at overveje, inden man går i gang med at indrette.

Alting skal have en plads
Dit store arbejde vil være spildt, hvis du ikke sørger for at de ting du beholder får en plads. Det bliver rigtig svært at holde orden, hvis det ikke er nemt at sætte tingene på plads efter brug, og du har jo ikke lagt tid og kræfter i det her projekt, blot for at rode til igen – vel?

Overvej hvordan du bedst opbevare de ting du har, brug tid på at søge på nettet efter en løsning. Måske du er heldig og kan finde plads i de opbevaringsløsninger du allerede har, måske må du skifte nogle ud, men uanset hvad får du nok mere plads end før. Måske der endelig er blevet plads (og grund) til det der lækre skab du har gået og drømt om?

Overvej hvor tit du skal bruge en ting
Og sørg for at have de ting du bruger oftest, på en plads som er nem at komme til. Det lyder måske som et omsonst råd, men jeg medtager det, fordi jeg af og til selv glemmer det i min iver efter snedige løsninger. Anden del af rådet er naturligvis at få sat de ting du ikke bruger ofte længst væk –fx på øverste hylde.

Nyd det!
Det her er mere en opfordring, end et råd. Nyd at du har muligheden for at indrette på ny – at du endelig har pladsen. Husk at fejre at du er kommet hertil!
Men husk også, at det ikke nødvendigvis behøver være en undskyldning for at løbe ud og købe en masse nye ting. Husk at overveje om du har brug for tingen, inden du tager den med hjem. Dette gælder også opbevaringsløsninger, overvej dem og undersøg alternativer, for på den måde får du den bedste løsning. Nettet bugner med gode ideer, så spring ud på Google, Pinterest eller andre sider og bliv inspireret.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar