søndag den 2. marts 2014

Forårsoprydning – fase 2: Oprydning

Det her er helt sikkert den hårdeste fase af de 5. Det er jo her du gennemgår dine ejendele kritisk, og overvejer om du skal beholde dem, sælge eller smide ud. Ved at gennemgå dem alle sammen, bliver man virkelig klar over hvor mange ting man har.

Vi gjorde noget ud af, ikke at arbejde med denne fase når vi var trætte eller udmattede, fordi vi har opdaget at vi har tendens til at tage den nemme vej ud, når vi ikke gider mere. Fx kan de betyde at vi beholder ting vi faktisk ikke har brug for, fordi det er nemmere at stille dem tilbage på hylden eller lægge dem tilbage i kassen, end det er at overveje hvad der så skal ske. Derfor holder vi mange pauser undervejs, og accepterer at det så kommer til at tage rigtig lang tid, men vi tror altså på at resultatet i sidste ende bliver det bedre. Måske du er bedre til at tænke og beslutte du er træt, måske er det slet ikke et problem, fordi du ikke skal rydde ud i så meget – men det er da værd at overveje!

De 3 spørgsmål:
Når du holder tingen i hånden, kan du passende stille dig selv følgende spørgsmål:

1) Har jeg brug for den?
2) Får jeg den brugt?
3) Gør den mig lykkelig?

Hvis du – helt ærligt – kan svare ja til ét af de tre spørgsmål, så bør du beholde tingen. Men husk at du ikke bør svare ja for at holde liv i en drøm. Et eksempel kan være en ting til en hobby, som du længe har ønsket at gå i gang med. Hvis du ikke lige kan se hvordan du skal i gang med hobbyen i nærmeste fremtid, så er det måske en idé at skille dig af med tingen nu – og så love dig selv at du må købe den i fremtiden, hvis den pågældende hobby går hen og bliver rigtig interessant. Jeg har fx haft stakkevis af stof, fordi jeg troede jeg ville til at sy – men når jeg endelig syede, købte jeg nyt stof, fordi det gamle ikke passede til mine projekter…

Del det op i bunker
Når du sorterer, så sørg for at gøre det nemt for dig selv. Hav en (eller flere) kasser til de forskellige kategorier: behold, salg/genbrug og smid ud. Få lagt tingen i den rigtige kasse fra starten, så det er nemt for dig at rykke videre og du slipper for dobbeltarbejde.

I virkeligheden er det kun to kasser – en til salg/genbrug og en til smid ud – de ting du beholder, kan du jo sætte på plads igen med det samme.

Hvis det er svært at skille dig af med en ting…
Det er nok en følelse alle kender – at det kan være umådeligt svært at skille sig af med ting som engang har betydet meget, men som man måske ikke får brugt mere. Det kan være alt fra brudekjole, barndomslegetøj, børnetegninger, gamle stile eller lignende.

Du SKAL ikke smide alt ud, hvis du ikke har lyst – men det betyder meget at få overvejet hvad tingen egentligt betyder for dig. Hvis det er svært at smide noget ud, fordi du gerne vil beholde et minde kan du oprette en mindekasse, eller måske tage et billede af tingen for at beholde mindet. Bare husk at både mindekassen og mappen med billeder af gode minder også skal have en plads J


Man kan også have nogle ting på ’prøve’. Fx hvis du har en stak med tøj du er lidt i tvivl om, så læg det tilbage i klædeskabet, og se om du går med det i løbet af fx den næste måned. Sørg for at fokuser på det tøj, så du aktivt forsøger at bruge det. Hvis det ikke er lykkedes i løbet af en måned, kan det måske være at det er nemmere at skille sig af med det. Det samme gælder alle dine andre ting: Hav det på prøve – men vær kritisk, og husk at det kun er en prøve. Du skal stadig tage stilling til, om du vil beholde tingen senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar